LV
LT
EE
FI
NO
SV
DK

Du er her: FMC Agricultural Solutions / Teknisk service / Nyheder / FMC har modtaget CO-industris Samarbejdspris 2020

FMC har modtaget CO-industris Samarbejdspris 2020

Oprettet dato: 23. juni 2021

PRESSEMEDDELELSE

FMC Site Rønland får CO-industris Samarbejdspris 2020

DANMARK, 18. juni 2021 - For få år siden stod FMC Site Rønland ved Harboøre med en større udfordring. Virksomheden var blevet overtaget af den amerikanske koncern, FMC Corporation, og kravene til lavere omkostninger og stabil levering blev skærpet sammen med mere fokus på sikkerhed. Gennem en solid holdindsats har ledelse og medarbejdere formået at vende usikkerheden til en positiv kulturændring i virksomheden. De har vist, at den danske model for samarbejde på arbejdspladsen er stærk, også selv om en væsentlig del af beslutningerne træffes i USA.
 
Derfor har FMC Site Rønland i dag modtaget CO-industris Samarbejdspris 2020.
 
Prisen er CO-industris hyldest til det gode samarbejde mellem medarbejdere og ledere, som er til gavn for både trivslen og produktiviteten.
 
”FMC Site Rønland har med deres stærke samarbejde vist, hvordan ledelse og medarbejdere kan finde fredelige løsninger på omfattende tilpasninger. De går til udfordringerne med en vilje til at finde fleksible løsninger til gavn for alle. På den måde er FMC Site Rønland ikke kun et godt eksempel i Danmark på, hvor langt man kommer med et godt samarbejde. De er også gode ambassadører i USA for den danske måde at gøre tingene på,” siger Mads Andersen, formand for 3F Industri og næstformand i CO-industri.
 
Virksomheden har blandt andet indført daglige tavlemøder, som sikrer kort og direkte vej til bedre information mellem ledelse og medarbejdere om alt vedrørende produktionen. Tillidsrepræsentanter og ledelse har opbygget en tæt og fortrolig kommunikation, og medarbejderne er stærkt organiserede. Desuden arbejder virksomheden målrettet med at uddanne sine medarbejdere og løfte ufaglærte til faglært.
Det har medvirket til, at virksomheden i dag kan levere den fleksibilitet og stabilitet i produktionen, som efterspørges. Og der bliver nu investeret i fabrikken.
 
”Det er jo lidt specielt at modtage en pris, som man har indstillet sig selv til. Ikke desto mindre vil jeg være så ubeskeden at sige, at den er fuldt fortjent, når man ser på, hvordan samarbejdet kører i dag. Sammen har vi gennem de seneste år skabt en endnu bedre arbejdsplads,” siger Jens Chr. Rønn Iversen, fællestillidsrepræsentant på FMC Site Rønland og fortsætter:
 
”Det kan vi blandt andet gøre, fordi vores stærke faglige klubber står samlet i fællesklubben, hvilket gør os klar til at samarbejde. Vi får de relevante oplysninger fra ledelsen, vi kan håndtere fortrolige oplysninger, og ledelse og medarbejdere er gode til at være enige om, hvad vi er uenige om. Alt dette gør, at vi har et godt samarbejde, som vi ser frem til at gøre endnu bedre i de kommende år.”
 
Samme oplevelse har Jakob Kyllesbech, fabrikschef på FMC Site Rønland:
 
”Vi havde et fælles mål om at sikre flest mulige arbejdspladser og fastholde produktion i Danmark på den lange bane. Et mål, som kun kunne opnås gennem et godt samarbejde. Her var en vigtig forudsætning den gensidige tillid, som vi har fået skabt sammen ved at vise tillid og samtidig leve op til den tillid. Vi stod i en ret udfordrende situation, så det var vigtigt at komme konstruktivt til bordet og finde balancerede løsninger, der virker i praksis. Det er vi lykkedes med – ikke mindst fordi det er stærke, erfarne og kompetente medspillere, der sidder med omkring bordet.”
 
CO-industris Samarbejdspris er en anerkendelse af virksomheder i industrien, der har et godt og velfungerende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere til gavn for trivslen og produktiviteten.
 
Det er udelukkende tillidsrepræsentanter på industriens arbejdspladser, der kan nominere deres arbejdsplads til prisen.
 
Med CO-industris Samarbejdspris følger en skulptur af kunstneren Stiig Kalsing. Skulpturen symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanterne får desuden 5.000 kroner til at fejre prisen med kolleger, som er medlem af et CO-industri-forbund.
 
Læs mere om CO-industris Samarbejdspris her
 
Yderligere informationer og ønsker om andre fotos:
Journalist Dorthe Kragh
mail dk@co-industri.dk
tlf.: 33 63 80 04
 
CO-industri (Centralorganisationen af industriansatte i Danmark) er et kartel, der har ni fagforbund som medlemmer. CO-industris hovedopgave er at varetage overenskomsterne for de cirka 230.000 industriansatte i Danmark. CO-industri råder og vejleder desuden virksomhedernes samarbejdsudvalg og afholder en række kurser og temadage for tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og andre tillidsvalgte.

Læs også pressemeddelelsen på Dansk Industris hjemmeside:

https://www.danskindustri.dk/medlemsforeninger/foreningssites/procesindustrien/nyhedsarkiv/2021/6/pi-medlem-modtager-co-industris-samarbejdspris/

 

Plantebeskyttelsesmidler skal anvendes på forsvarlig måde. Læs altid etiketten og oplysninger om produktet før anvendelse.
Vær opmærksom på de advarselssætninger og advarselssymboler, der fremgår af etiketten.

FMC Privacy-Statement

How fmcagro.dk uses cookies

FMC make use of photos, graphic design and illustrations according to copyright law of the EU.
Photo sources: FMC private photos, Agrofoto.dk, Plantevaernonline.dlbr.dk and Shutterstock.com

©2020 FMC Corporation. All Rights Reserved. FMC, the FMC logo and all trademarks, service marks, logos, business names and trade names are the property of FMC Corporation and/or its affiliates or licensors in the U.S. and/or other countries.

 

 

Dansk Planteværn